Mens pædagoger og sosu'er rammes af sparekniven og opfordres til tilbageholdenhed i lønkrav, bliver kommunaldirektører og forvaltningschefer forgyldte med tårnhøje lønstigninger.
Siden 2000 har forvaltningschefer og kommunaldirektører fået en årlig lønstigning på mere end 10 %. Til sammenligning har plejepersonalet haft en lønfremgang svarende til omkring fire procent om året. Det viser tal fra Kommunernes Lønstatistik.
Enhedslistens kommunalpolitiske ordfører, Line Barfod, beklager udviklingen og opfordrer kommunerne til at overveje et lønloft for deres topchefer.
Line Barfod udtaler:
- Det er absurd, at kommunaldirektører og forvaltningschefer får lønstigninger, der er
mange gange højere end andre offentligt ansatte. Derfor vil vi opfordre kommunerne til at overveje et lønloft for deres chefer.
- De seneste tal viser en lønudvikling, der er kørt af sporet. Hvis vi vil den stigende
økonomiske ulighed til livs, så skal der være kortere afstand mellem chefers og ansattes
lønninger. Det gælder selvfølgelig også i kommunalt regi.
- Samtidig er det himmelråbende vanvittigt at forgylde kommunale topchefer i en tid, hvor
kommunerne netop skal spare og skærer i offentlige kerneydelser. Pengene kan fordeles
bedre.