Enhedslisten: Socialdemokraterne svigter de arbejdsløse

 

Socialdemokraternes finanslovsudspil har mange gode elementer, men der er for lidt til velfærden, og ingenting til de arbejdsløse. Sådan lyder det fra Enhedslistens finansordfører Frank Aaen:

- Socialdemokraternes udspil indeholder mange idéer som vi kan støtte. Men de er for nærige når det kommer til at løfte velfærden i kommunerne. En milliard rækker som en skrædder i helvede.

- Det er godt, at Socialdemokraterne vil fjerne de værste begrænsninger på kontanthjælpen, og forbedre forholdet for mennesker på sygedagpenge. Det er gamle mærkesager for Enhedslisten.

- Men det er uforståeligt at socialdemokraterne, i en situation hvor arbejdsløsheden stiger ikke vil give en flad femøre til de arbejdsløse. Ikke alene afsættes der ikke penge til højere dagpenge, Socialdemokratiet fastholder også den såkaldte satspulje, der hvert år medfører, at pensioner og dagpenge sakker bagud i forhold til lønudviklingen. Det er bare ikke godt nok.

I det forslag til finanslov som Enhedslisten i dag har fremlagt, er der afsat et stort milliardbeløb til at hæve dagpengene og kontanthjælpen.

Læs Enhedslistens finanslovsforslag her: http://www.enhedslisten.dk/files/Enhedslistens%20finanslovsforslag%202009.pdf