Fagbevægelsen mener at parterne i trepartsforhandlingerne - Fagbevægelse, arbejdsgivere og regeringen - skal dele regningen for Danmarks økonomiske problemer. Det siger Socialdemokraterne og arbejdsgiverne nej til, men Enhedslistens gruppeformand Per Clausen bakker op om udmeldingerne fra fagbevægelsens topfolk:
- Det er godt, at fagbevægelsens top slår fast, at de ikke vil acceptere, at lønmodtagerne skal betale hele regningen. Det er da klart, at det ikke kun er tømmreren og sygeplejersken, der skal bidrage til at løse Danmarks økonomiske problemer.
- Arbejdsgiverne skal ikke køre på fribillet. De skal for eksempel bidrage med mere efteruddannelse og flere lærerpladser. Arbejdsmiljøet skal forbedres, sådan at vi kan få reduceret sygefravær og udstødning fra arbejdsmarkedet.
Per Clausen er også enig i at en ny regering selv må være parat til at finde nye indtægter, der kan lukke hullet efter VKOs skattelettelser:
- Efter vores mening lægger Fair Løsning en alt for stor byrde over på lønmodtagerne. Vi synes i stedet en ny regering skal annullere VKOs skattelettelser for de rigeste ti procent af danskerne, og beskatte aktiespekulation og kapitalindkomster højere. Så er der råd til velfærd - også uden 38 timers arbejdsuge.