Et bæredygtigt arbejdsmarked

Oplæg til en alternativ arbejdsmarkedsreform

Regeringen barsler med en såkaldt arbejdsmarkedsreform, den tredje på 5 år, der skal behandles i folketinget her til efteråret. Den skal bygge på en rapport, der er udarbejdet af enbedsmænd uden dialog med de faglige organisationer og virkelighedens verden. De lægger op til at fremrykke aktiveringspligten til allerede efter et års ledighed og begrænse de lediges mulighed for at uddanne sig. De lægger op til, at flere skal over i bistandssystemet.

Det gælder også de 50-59, der har svært ved at få job. Det er en reform som afgørende bryder med det hidtidige princip om at tage hensyn til både den arbejdsløses og arbejdsmarkedets behov. Men allerede i dag går 40 % af de mennesker som er kommet i aktivperioden og venter på et tilbud, fordi hverken arbejdsformidling eller kommuner kan fremskaffe noget relevant. I stedet klientgøres folk og tvinges ud i “Kend-dig-selv-kurser”.

En reform burde langt hellere tage udgangspunkt i de gode erfaringer, der findes rundt omkring med at få arbejdsløse ud i rigtige job.

1. Regeringen kalder en gennemsnitlig arbejdsløshed på 5 % for fuld beskæftigelse. Men tallet dækker over

store forskelle mellem brancher og landsdele. Samtidig lukker eller indskrænker

store industrivirksomheder jævnligt. Derfor handler det først

og fremmest om at føre en erhvervspolitik, der bruger opsvinget

til at sikre ordinære jobs - også gerne som offentlig produktion.

 

2. Der skal satses langt mere på

jobrotation. Det giver både uddannelse til de faste og job til de

ledige. Arbejdsgiverne skal motiveres, men også pålægges

flere pligter. Fagbevægelsen skal inddrages mere og meget af det

administartive bøvl skal fjernes. Og så skal vi genindføre

muligheden for at kunne lave skraldemandsordninger.

3. Flaskehalsproblemer skyldes ofte at

arbejdsgiverne har forsømt at uddanne arbejdskraft i nedgangstider,

hvor de har kunne vælge og vrage mellem folk. Vi skal have indført

betalt frihed til uddannelse. Vi skal arbejde for, at der kommer en lovpligtig

uddannelseplanlægning på virksomhederne på samme måde,

som vi har fået indført arbejdspladsvurderinger i forhold

til arbejdsmiljøet. Der bør lovsikres valg af uddannelsesrepræsentant

i lighed med valg af sikkerhedsrepræsentant.

Alle medarbejdere skal have et årligt

retskrav på uddannelse efter eget valg. Det er vigtigt, at uddannelsen

ikke alene målrettes mod virksomheden. Den største tryghed

i ansættelsen, er trygheden ved at vide, at man kan få et andet

job, hvis arbejdspladsen lukker.

4. Mennesker er ikke ens - og de bliver det heller ikke af at miste sit job. De fleste klarer selv at finde et

job, hvis der er nogle. Men bliver man sat på gaden efter mange år

på byens største arbejdsplads, har man ofte behov for særlige

støtte og hjælp til at finde nye veje. Det kan være

hurtig hjælp til uddannelse, det kan være at komme i praktik,

det kan være hjælp til at finde nye netværk. Al erfaring

viser at giver man folk et tilbud de kan sige nej til, så siger de

langt oftere ja.

5. Vi skal lette adgangen til, at folk selv kan finde løsninger. F.eks skal positivlisten lempes således,

at man også kan tage mellemlange uddannelser f.eks som sygeplejerske

eller pædagog, som der er mangel på. Støtten til voksenlærlingeordningen

skal videreføres. Vi skal afskaffe den særlige lave

dagpengesats til unge under 25 år, som rammer socialt skævt

mod de helt unge forsørgere. Vi mener, at efter 3 års medlemsskab

af en a-kasse skal også unge under 25 have ret til uddannelsesorlov.

Det er en støtte til netop de unge, som ellers lettest opgiver at

få en uddannelse.

6. Man skal stadig kunne starte på AMU-kurser eller efteruddannelse fra første dag man er ledig. Det

skal være muligt, at ønske at fastholde et fag, man er uddannet

til. Reglen om at man skal søge arbejde uden for sit fag allerede

efter 6 måneder er for mekanisk og et stort resourcespil. En bedre

løsning er, at give mulighed for efter- og videreuddannelse, der

kan sikre job inden for samme eller tilgrænsede fag.

7. Vi tøster efter administrationsforenkling. Folk skal ikke flyttes rundt med forskellige mærkater på ryggen

(uudannelsesgodtgørelse, uddannelsesorlov etc.), men blive ved med

at få deres penge fra a-kassen uanset hvilken ordning de er i. Aktiveringsmidlerne

skal ikke gå til forsørgelse men til kurser, jobrotation og

andre projekter. Sanktionssystemet skal lempes så arbejdsløse

opnår samme retsikkerhed som alle andre.

8. Hvis folk har problemer med druk eller

psykiske vanskeligheder skal de sygemeldes og tilbydes behandling og hjælp,

så de ikke går og bruger af deres dagpengeperiode. Bagefter

kan de, i samarbejde med fagforeningen, tage stilling til, om de skal tilbydes

arbejde, revalidering eller pension. Når der er arbejde nok, er der

også plads til de anderledes.

9. Puljejobbene skal afskaffes. Virkeligheden viser at de holder folk fast i en evig aktiverings-karusel uden perspektiv

om rigtigt arbejde. At lønnen kun er dagpengene er ikke sagligt

begrundet men politisk bestemt og en urimelig diskrimination. Fagbevægelsen

bærer et stort ansvar for at de har tilladt en tolkning af overenkomsterne,

der tvinger folk til at arbejde 30-32 timer på dagpenge. Det samme

gælder den kendsgerning, at mange offentlige institutioner har vænnet

sig til at overleve den barberede bemanding ved at ansætte folk i

diverse aktiveringsordninger. Tillidsrepræsentanterne er selv med

til at godkende dette cirkus (snart 80.000 stillinger!) - hvornår

vil forbundene støtte dem i at sige fra?

10. Arbejdsformidlingen skal gøres mere effektiv ved at overlade mere anvisning til de faglige organisationer.

Metal Fyn og Århus har med stor succes overtaget grundregistreringen

af den arbejdsløse, som straks videresendes til AF, så man

undgår dobbeltarbejde. i øjeblikket kan der gå fra 4

uger til 3 måneder før AF har grundregistrete en nytilmeldt

og reelt kan formidle arbejde