Færre biler, flere skinner


Danmark er blandt de mest bilforbrugende lande i EU, selvom de geografiske afstande er blandt de korteste. Energiforbruget til biler og lastbiler er steget år for år - med hele 7% siden 2003.

Energiforbruget til transport er nu større end husholdningernes energiforbrug. Flere biler giver mere kø, og regeringens svar er mere asfalt. Kæmpelastbiler skal nu til at køre med gods på danske veje - gods, der burde køre med toget.

Samtidig oplever vi, at mange vælger bil fremfor offentlig transport pga. færre busser og store problemer med togdriften pga. nedslidte skinner samt en for lille kapacitet. De nye trafikselskaber i regionerne har de dårligst tænkelige betingelser for at gøre bustrafikken attraktiv. Samtidig er de kommunale budgetter for stramme til at kunne lave fremskridt på busområdet.

Det vil ENHEDSLISTEN gøre:
- Vi skal omstille transportsystemet, så vi flytter trafikanter fra vej og fly til tog, bus og letbaner, samt gods fra vej og fly til tog og skibe. Det gavner klima, sundhed og naturen.

- Vi vil have flere skinner: Turbo på genopretning af skinnenettet og nye baner overalt i landet.

- Vi har stillet forslag om jernbanepakker, der udvider med ekstra spor og nye banestrækninger på Fyn, i Østjylland mm. De regionale baner og bustrafikken skal opprioriteres, fordi 90% af alle rejsende rejser med afstande på 30-50 km.

- Vi vil have nye letbaner mellem byer i tættere befolkede områder (trekantsområdet, hovedstadsområdet og Århus).

- At køre med tog og bus skal være billigere og nemmere. Taksterne skal ned, og der skal gives større rabatter til jævnlige brugere, børn og lavindkomstgrupper.

- Samtidig skal byplanlægningen indtænke kortere transport: Boliger skal være tættere på erhverv, indkøb og fritidsaktiviteter, og vi skal have sikre veje og stier til gående og cyklister.

- Det offentlige skal gå foran: Biler, busser og maskiner i byområder skal være el- og brintdrevne.