Flere i arbejde forhindres af bureaukratisk bøvl
Flere i arbejde forhindres af bureaukratisk bøvl
Beskæftigelsesministeriet bevilgede for et stykke tid siden 6 millioner kr. til en ekstraordinær indsats for de 1000 fyrede arbejdere på Stålvalseværket i Frederiksværk. Nu viser det sig, at pengene først bliver frigivet i takt med, at de fyredes opsigelsvarsler på 3 til 6 måneder udløber.
Søren Søndergaard, Enhedslistens arbejdsmarkedspolitiske, ordfører siger:
- Det er noget bureaukratisk bøvl, når ministeren på den måde forhindrer, at de fyrede stålværksarbejdere kommer i gang med efter- og videreuddannelse hurtigst muligt. De står i forvejen i en svær situation, og så får de at vide, at de bare har pænt at vente.
- Vi har set, at såvel de lokale fagforeninger, som arbejdsmarkedsrådet og AMU-centret er parat med kurser og vejledning. Derfor er det tåbeligt, at de fyrede ikke kan komme i gang med det samme, men skal vente til de har stillet sig op i arbejdsløshedskøen.
- Hvis situationen skyldes lovgivningsmæssige eller andre barrierer, så skal de nedbrydes. Det nytter ikke, at stive systemer forhindrer hurtig hjælp til de 1000 mennesker og deres familier, som er ramt af noget, der ligner en beskæftigelsesmæssig katastrofe.
- Jeg har derfor i dag spurgt beskæftigelsesministeren om en kommentar til den kritik, der er rejst lokalt af tilbageholdelsen af de 6 millioner kr. Samtidigt har jeg efterlyst ministerens holdning til at fjerne eventuelle hindringer for, at pengene bruges til hurtig hjælp.
- For mig er det her et eksempel på, at den nuværende arbejdsmarkedspolitik sætter systemer før mennesker. Det skal vi have vendt om, så mennesker kommer først.
Kopi af Søren Søndergaards spørgsmål til beskæftigelsesministeren:
1. Ministeren bedes kommentere kritikken fra bl.a. direktøren for AMU Nordsjælland og direktøren i Arbejdsmarkedsrådet i Frederiksborg amt af, at de af ministeriet afsatte 6 millioner kr. til at forbedre de 1000 fyrede stålværksarbejdere på Stålvalseværkets beskæftigelsesmuligheder, først må frigives om flere måneder, når de opsagte melder sig ledige i AF.
2. Ministeren bedes redegøre for om der er lovgivningsmæssige og andre barrierer, der hindrer, at de økonomiske midler til forbedring af beskæftigelsesmulighederne for de fyrede arbejdere på Stålvalseværket kan anvendes i deres opsigelsesperiode, og i så fald hvor vidt ministeren er indstillet på at fjerne disse barrierer.
