Forklaring på genbrug af penge til ulande

- Det er snyd og direkte i modstrid med de løfter danske ministre har givet til folketingets europaudvalg. Derfor vil jeg have en forklaring, udtaler Per Clausen, klimaordfører for Enhedslisten i en kommentar til oplysninger om at penge til ulandenes klimaindsats kommer fra ulandshjælpen.

- EU må øjeblikkelig ændre signaler, sådan at pengene til ulandene bliver givet udover de løfter om stigende ulandshjælp, som EU-landene for længst har givet, men aldrig levet op til, fortsætter Per Clausen.

- Ekstra penge til ulandene vil ikke bare være udtryk for global retfærdighed, eftersom det er de rige lande, der har ansvaret for CO2 forureningen og klimaforandringerne. Det er også en nødvendig forudsætning for, at vi kan få en aftale ved klimaforhandlingerne, slutter Per Clausen.