Glæde over der faldt dom - men alt for lave straffe

Enhedslistens Keld Hvalsø Nedergaard overværede personligt sagen mod de fem voldsmænd fra White Pride. Han er tilfreds med, at der faldt dom i begge sager, hvor den ene jo handlede det omfattende hærværk mod Enhedslistens lokaler i begyndelsen af året.

Men han er utilfreds med straffeudmålingen, som han finder for lav. Specielt straffen for hærværket mod Enhedslisten finder han "håbløs lav":

- Når man kan slippe med et halvt år med det synderegister, der blev oprullet i retten, er der noget helt galt, siger Keld Hvalsø Nedergaard.

Han sigter her til, at hovedmanden i gruppe-overfaldet, som også har tilstået de systematiske rudeknuserier hos Enhedslisten, derudover besad en stor mængde amfetamin samt våben som en totenschlæger og en krysantemumbombe.

- Uden at kende dommens detaljer, ser det ud som han kun har fået en måneds fængsel for selve hærværksdelen. Det finder jeg er rystende lavt, da det på ingen måde kan sammenlignes med almindeligt hærværk. Det er jo et angreb på forsamlingsfriheden og dermed selve demokratiet, fortsætter Keld Hvalsø Nedergaard.

- Jeg kender ikke den præcise strafferamme for den slags eller om der er fortilfælde. Derfor synes jeg så absolut, at den skal til landsretten for at få afprøvet straffeudmålingen der.

Keld Hvalsø Nedergaard finder det også problematisk, at sagen ikke blev ført som en almindelig retssag, men en "tilståelsessag" uden der kan føres vidner. Netop i betragtning af sagens politiske karakter mener han, at anklagemyndigheden burde have fulgt dette aspekt helt til dørs.

- Den del kan jo aldrig blive en "tilståelsessag" når de konsekvent benægter den politiske sammenhæng. Derfor kræver det en mere omfattende bevisførelse, som det er anklagemyndighedens opgave at tilvejebringe, hvis vi skal dette uvæsen til livs, slutter Keld Hvalsø Nedergaard.

Keld Hvalsø Nedergaard håber også, at andre politikere vil bakke op om opfordringen om, at sagen kommer til landsretten.