Irakdom må føre til grundlovsændring

Ons, 17/03/2010 - 15:00
Facebook
Twitter
Udskriv
Send som email
Flere
Emneord:

Højesterets afvisning af Irak-sagen, bør føre til en revision af Grundloven, så det bliver muligt for borgerne at få afprøvet om regering og folketing handler i strid med forfatningen.

Det er meldingen fra Enhedslistens retspolitiske ordfører Line Barfod efter at højesteret har afvist, at der kan føres sag om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Line Barfod tilføjer:

- Grundloven er den danske befolknings garanti for, at magten ikke stiger politikerne til hovedet. Hvis befolkningen ifølge Højesteret ikke har en "retlig interesse" i at få afprøvet grundlovsbrud ved domstolene, har vi brug for en revision af Grundloven, så det kan blive muligt.

- Når befolkningen ikke kan få domstolenes ord for om Grundloven bliver overholdt eller ej, giver det regering og Folketing carte blanche til at bryde den. Det kan ikke passe, at man kun kan få sin sag prøvet, hvis man har penge i klemme.

- Denne sag understreger det store behov for en ændring af grundloven, så vi får en reel sikring af menneskerettigheder og demokrati. Vi må i forbindelse med en revision af grundloven sikre, at borgerne kan få afprøvet om regering og folketing handler i strid med forfatningen. Om det skal være i form af en forfatningsdomstol eller på anden vis, må vi så drøfte.