Information 25.10.2007
Af Johanne Skriver, Udfordring Europa og Rune Lund, MF (EL)
Der er mange symptomer på, hvorfor den nye EU-forfatning ikke er et folkeligt projekt. F.eks kan man lytte til debatten om, hvorvidt den skal til afstemning. Indtil videre er der stadigvæk et flertal i folketinget, modsat befolkningen, der ikke ønsker en afstemning. Når man kigger på indholdet af forfatninger, forstår vi godt, hvorfor regeringen frygter et nej. Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om jura. Forfatningen er det politiske grundlag, EU skal fungere på. Den er derfor fyldt med politik, det vil sige; den handler om din om mig hverdag i fremtiden.
Vælgerne i Holland og Frankrig sagde nej til den første forfatning. Især i Frankrig var hovedargumentet, at den dagsorden der var fremlagt var for liberal. Franskmændene frygtede for deres sociale sikkerhed og velfærd. Det nyliberale indhold er der stort set ikke ændret på. EU har ikke valgt at lytte til det klare signal de fik, og i stedet forsøger de at snige sig udenom ved hjælp af jura.
Denne forfatning er indholdsmæssigt det samme som sidst. At EU kører videre i samme bane, vidner om at den manglende opbakning fra befolkningerne er et mere grundlæggende problem end med denne traktat. At fjerne nationalsang og nationaldag er jo inderligt ligegyldigt. Man skal vist være temmelig nationalkærlig for at mene, at det ændrer noget afgørende. Kernen er der stadigvæk: Liberaliseringer af flest mulige områder af befolkningernes liv med en styrkelse af de institutioner, primært kommissionen, der aktivt kæmper for denne dagsorden. Desuden er der øget fokus på militær oprustning. Sidst med ikke mindst skal vi overgive kompetence på 105 nye områder og fjerne 60 områder med vetoret.
Nogle af modstanderne af en folkeafstemning mener, at Folketinget skal repræsentere befolkningen i denne sag. Men for det første er mange vælgere uenige med deres parti på EU-spørgsmålet. For det andet har regeringen ikke diskuteret deres mandat med befolkningen. Tværtimod har de sammen med de andre regeringer forhandlet bag lukkede døre, og folketingsvalg handler desværre sjældent om EU-spørgsmål.
En forfatning - eller traktat om man vil - uden opbakning er værdiløs. Den vil efterlade et tomrum mellem politikere og befolkninger. En folkeafstemning er afgørende, fordi traktaten er så slående ens med forfatningen som vi skulle have stemt om, og fordi det er et afgørende politisk valg om fremtidens EU.
Det skal vi spørges om, og som tilhænger af fælles velfærd må svaret være klart: Nej!