
Den offentlige sektor nedskæres igen og igen. Der er ikke råd til at bygge nye skoler i kommunerne, og hospitalerne må for tiden fyre hundredevis af medarbejdere. Alligevel kan der findes et uspecificeret milliardbeløb, mellem 20 og 100 mia., til nye kampfly. Partierne fra SF til DF har ukritisk bakket op om indkøbet.
Nye kampfly
I forsvarsforliget i Juni 2009 blev der truffet beslutning om, at Danmark skal have nye kampfly til at erstatte F-16 flyene. Ind til videre har der kun været uklarhed omkring pris og kvalitet af de flytyper, som Forsvaret overvejer. På den baggrund har Enhedslisten foreslået, at beslutningen udskydes indtil den kan træffes på et sagligt grundlag. Så kan der også blive tid til en åben debat om hvad milliarderne skal bruges til.
Velfærd frem for våben
Enhedslisten mener, at det er helt vanvittigt at bruge milliarder på nye kampfly, mens regeringen fortæller kommunerne og regionerne, at de skal skære ned på basale velfærdsydelser. Det er et voldsomt spild af offentlige midler, som burde bruges på velfærd og udvikling. Enhedslisten vil sætte fokus på det samfundet må undvære, fordi nogen vil lege med flyvere.
Folketingsforslag: Udskyd købet
"Kampflykøb sker i blinde", advarede Informations forside den 8. februar: Hvis Folketinget beslutter at købe kamply nu, sker det uden at kende prisen på flyene, deres antal, eller hvad de skal bruges til. Denne uvished er endnu et tungtvejende argument for ikke at købe kampfly nu.
Det håber vi, at flere partier har indset, når Enhedslisten den 23. februar fremsætter beslutningsforslag om, at Danmark skal udskyde flykøbet.
Læs Enhedslistens beslutningsforslag om udskydelse af købet.