Det er forkasteligt og det er sørgeligt, siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen om politiets voldsomme afhentning af de irakiske asylansøgere i Brorsons kirke i nat.
Politiet brød i nat ind i Brorsons kirke på Nørrebro og anholdt 17 irakere. Politiet gik voldsomt til værks både overfor voksne og børn i kirken og overfor de frivillige og sympatisører som forsøgte at stille sig i vejen for den bus som politet kørte irakerne væk i.
Regeringen sætter stemmer over menneskeliv
Johanne Schmidt-Nielsen, der var til stede ved rydningen, er ikke i tvivl om, hvor ansvaret for rydningen og for irakernes videre skæbne ligger:
- Det er rystende, at regeringens åbenbart sætter ønsket om at kapre stemmer i Danmark over hensynet til menneskeliv blandt irakerne i Brorson-kirken. Man er villig til i ly af nattens mørke at hive børn op af deres senge for at sende dem til en uvis skæbne i Irak - udelukkende for at fremstå som hard-linere på flygtningeområdet.
Irak vil ikke modtage tvangsudviste
- Regeringens kynisme i denne sag understreges af, at den irakiske regering formodentlig ikke er indstillet på at modtage tvangsudviste irakere på disse betingelser, og at det derfor kan vise sig, at der er tale om en helt meningsløs magtdemonstration fra regeringens side, fortsætter Johanne Schmidt Nielsen.
Birthe Rønn Hornbech i hastesamråd
- Jeg vil nu hasteindkalde ministeren i et samråd for at høre, hvordan regeringen forholder sig til udmeldingen fra Iraks premierminister, om at Irak ikke tager imod tvangsudviste irakere.
Enhedslisten opfordrer alle til at deltage i den store demonstration kl. 18.00 fra Brorsons Kirke på Nørrebro, i Århus, Aalborg, Svendborg eller Odense. Læs mere på Kirkeasyls hjemmeside