Regeringen ignorerer danskernes nej til euroen og lader EU styre vores økonomi. En så markant afgivelse af suverænitet bør til folkeafstemningen, mener Per Clausen.
Selvom Danmark ikke er med i euroen, vil statsministeren nu sende et udkast af den danske finanslov til godkendelse i EU. Det er i strid med folkets afvisning af euroen.
Behov for en folkeafstemning
- Statsministeren er nu i færd med et omfattende forræderi mod resultatet af disse folkeafstemninger, udtaler EU-ordfører Per Clausen
- Derfor kræver vi nu, at der gennemføres en folkeafstemning, før denne markante afgivelse af suverænitet gennemføres.
Enhedslisten vil selv stille et forslag om en sådan afstemning, når folketinget samles igen til oktober, men forventer at også DF og SF vil bruge deres politiske indflydelse til at fastholde nejet til Euroen.
Retten til selvstændig økonomisk politik
Statsministerens adfærd betyder reelt, at EU kommer til at diktere vores økonomiske politik – selvom det netop var ønsket om at føre en selvstændig politik, der var det afgørende argument for at stemme nej til Euroen.
Dels sendes finansloven til godkendelse, dels arbejder regeringen aktivt for, at Danmark skal underlægges bøder og andre sanktioner, hvis vi ikke følger EU's krav, for eksempel deres konvergenskrav.
- Reelt betyder regeringens linje i denne sag, at vi opgiver en række af de fordele og frihedsgrader, vi har, fordi vi står uden for Euroen. Der er derfor tale om et udemokratisk kup mod befolkningens flertal, som må stoppes, slutter Per Clausen.