Enhedslisten/ Det mener Enhedslistens om Nordsø-olien
Det mener Enhedslistens om Nordsø-olien
Regeringen fik godkendt olieaftalen, men hermed er striden om olien ikke slut. Med så dårlig en aftale vil der komme stærke krav om, at samfundet skal have en større andel af værdierne og mere indflydelse på forvaltningen af ressourcerne.
Da den første olie blev fundet i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne voksede kritikken af den aftale, der var indgået i 1962. Den første store strid mellem staten og A.P. Møller kom i 1971, da selskabet krævede og fik en forlængelse af en frist i koncessionen, der kunne have medført, at A.P. Møller allerede i 1972 havde mistet eneretten. Mange sammenstød op gennem 1970erne mun-dede i 1976 og 1981 ud i en række ændringer, så A.P. Møller måtte afgive eneretten til store områ-der, hvor andre selskaber nu fik ret til at udvinde olie. Reglerne for beskatningen af olieindtægterne blev også ændret.
Selv om disse aftaler ikke medførte fundamentale ændringer, viser forløbet, at det er muligt at lave om på urimelige aftaler – som den, der lige er indgået.
Kompensationsbestemmelsen
I den ny aftale har DUC-selskaberne fået indført en ret til kompensation, hvis beskatningen øges. Det er principielt uantageligt, at et selskab på den måde får særbehandling i forhold til alle andre i samfundet. Ifølge kompensationsaftalen skal DUC have skatten tilbage, hvis skatten hæves f.eks. ved stigende indtægter på grund af olieprisen eller nye fund. Kun med skatteprocenter så høje, at de politisk er urealistiske, kan der blive et merprovenu til staten.
Matematisk kan der laves skattemodeller, der giver staten et ekstra provenu fra olien på trods af kompensationsklausulen. Om det kan lade sig gøre afhænger af det politiske pres. Her er det vigtigt, at Socialdemokraterne stemte imod aftalen, og at de Radikale gentagne gange erklærede, at hvis af-talen ikke virker, eller forudsætningerne ændrer sig drastisk, ville de medvirke til en lovgivning, der øger skatten på olieindtægterne. Regeringen bedyrede også, at samfundets ret til at øge skatten på olien er uantastet. Der er således et grundlag for at kræve en ændring, særligt hvis det viser sig, at olieindtægterne stiger mere end regeringen har lagt til grund for aftalen.
Politisk efterspil
Der bliver et efterspil i Folketinget som følge af den skandaløse måde, aftalen blev behandlet på. Bl.a. har regeringen givet en stribe af forkerte svar på de spørgsmål, der blev stillet af Folketinget.
Desuden er sagen til behandling i EU, dels via et spørgsmål stillet af Folkebevægelsens Ole Krarup i Parlamentet, dels fordi EU skal godkende aftalen.
Der vil også være rig anledning til at diskutere olien, når regeringen fremkommer med forslaget om at privatisere DONG, der ud over at være et gasselskab også er et effektivt olieselskab, der produce-rer olie i Nordsøen.
Enhedslisten vil bruge enhver anledning til at påpege, at aftalen er dårlig, og løbende stille kritiske spørgsmål således som vi har gjort de sidste mange år. Alle tidligere ændringer af oliekoncessioner-ne er kommet på baggrund af et politiske pres opbygget ikke mindst af venstrefløjen.
Målet er fortsat at øge samfundets andel af værdierne og sikre samfundet større indflydelse på for-valtningen af ressourcerne i undergrunden. Forløbet siden 1962 viser, at den mest sikre måde at op-nå disse mål på, ville være, hvis staten selv overtager olie- og gasproduktionen. Det vil være en god forretning, også selv om A.P. Møller og DUC skulle have en kompensation.
Energipolitisk minus
Energipolitisk er aftalen også en forværring. De 40 år, den strækker sig over, dækker en periode, hvor usikkerheden om ressourcernes omfang og tilgængelighed er stor. Der vil meget vel kunne opstå situationer, hvor det vil være ønskeligt at kunne regulere produktionen, f.eks. for at sikre for-syning for en længere periode. Denne mulighed har Enhedslisten dog fået bekræftet stadig er til stede.
Artiklen er skrevet til Enhedslistens medlemsblad af Rikke Fog-Møller og Frank Aaen, hhv. energi- og skattepolitisk sekretær i Enhedslisten
Da den første olie blev fundet i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne voksede kritikken af den aftale, der var indgået i 1962. Den første store strid mellem staten og A.P. Møller kom i 1971, da selskabet krævede og fik en forlængelse af en frist i koncessionen, der kunne have medført, at A.P. Møller allerede i 1972 havde mistet eneretten. Mange sammenstød op gennem 1970erne mun-dede i 1976 og 1981 ud i en række ændringer, så A.P. Møller måtte afgive eneretten til store områ-der, hvor andre selskaber nu fik ret til at udvinde olie. Reglerne for beskatningen af olieindtægterne blev også ændret.
Selv om disse aftaler ikke medførte fundamentale ændringer, viser forløbet, at det er muligt at lave om på urimelige aftaler – som den, der lige er indgået.
Kompensationsbestemmelsen
I den ny aftale har DUC-selskaberne fået indført en ret til kompensation, hvis beskatningen øges. Det er principielt uantageligt, at et selskab på den måde får særbehandling i forhold til alle andre i samfundet. Ifølge kompensationsaftalen skal DUC have skatten tilbage, hvis skatten hæves f.eks. ved stigende indtægter på grund af olieprisen eller nye fund. Kun med skatteprocenter så høje, at de politisk er urealistiske, kan der blive et merprovenu til staten.
Matematisk kan der laves skattemodeller, der giver staten et ekstra provenu fra olien på trods af kompensationsklausulen. Om det kan lade sig gøre afhænger af det politiske pres. Her er det vigtigt, at Socialdemokraterne stemte imod aftalen, og at de Radikale gentagne gange erklærede, at hvis af-talen ikke virker, eller forudsætningerne ændrer sig drastisk, ville de medvirke til en lovgivning, der øger skatten på olieindtægterne. Regeringen bedyrede også, at samfundets ret til at øge skatten på olien er uantastet. Der er således et grundlag for at kræve en ændring, særligt hvis det viser sig, at olieindtægterne stiger mere end regeringen har lagt til grund for aftalen.
Politisk efterspil
Der bliver et efterspil i Folketinget som følge af den skandaløse måde, aftalen blev behandlet på. Bl.a. har regeringen givet en stribe af forkerte svar på de spørgsmål, der blev stillet af Folketinget.
Desuden er sagen til behandling i EU, dels via et spørgsmål stillet af Folkebevægelsens Ole Krarup i Parlamentet, dels fordi EU skal godkende aftalen.
Der vil også være rig anledning til at diskutere olien, når regeringen fremkommer med forslaget om at privatisere DONG, der ud over at være et gasselskab også er et effektivt olieselskab, der produce-rer olie i Nordsøen.
Enhedslisten vil bruge enhver anledning til at påpege, at aftalen er dårlig, og løbende stille kritiske spørgsmål således som vi har gjort de sidste mange år. Alle tidligere ændringer af oliekoncessioner-ne er kommet på baggrund af et politiske pres opbygget ikke mindst af venstrefløjen.
Målet er fortsat at øge samfundets andel af værdierne og sikre samfundet større indflydelse på for-valtningen af ressourcerne i undergrunden. Forløbet siden 1962 viser, at den mest sikre måde at op-nå disse mål på, ville være, hvis staten selv overtager olie- og gasproduktionen. Det vil være en god forretning, også selv om A.P. Møller og DUC skulle have en kompensation.
Energipolitisk minus
Energipolitisk er aftalen også en forværring. De 40 år, den strækker sig over, dækker en periode, hvor usikkerheden om ressourcernes omfang og tilgængelighed er stor. Der vil meget vel kunne opstå situationer, hvor det vil være ønskeligt at kunne regulere produktionen, f.eks. for at sikre for-syning for en længere periode. Denne mulighed har Enhedslisten dog fået bekræftet stadig er til stede.
Artiklen er skrevet til Enhedslistens medlemsblad af Rikke Fog-Møller og Frank Aaen, hhv. energi- og skattepolitisk sekretær i Enhedslisten
Kalender
