Asylaftalen er et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning

Onsdag, 19 september, 2012 - 11:53 facebook twitter Udskriv

Asylaftalen, som Enhedslisten har forhandlet på plads sammen med regeringen og LA, er et kærkomment brud med årtiers asylpolitik, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Aftalen giver blandt andet asylansøgere mulighed for at arbejde og bo uden for asylcentrene efter 6 måneders ophold i Danmark, og deres sagsbehandlingstid halveres.

En meningsfuld hverdag 

- Hidtil har asylansøgeres hverdag været kendetegnet af passivitet og isolation. Det er veldokumenteret, at konsekvenserne har været alvorlige. Ikke mindst for børnene, forklarer Johanne Schmidt-Nielsen.

- Med den nye aftale vil asylansøgerne i langt højere grad kunne skabe en meningsfuld hverdag, mens de venter. Det er et vigtigt skridt på vej mod et asylsystem, der bygger folk op i stedet for at bryde dem ned.

Bedre børneliv

Også i forhold til afviste asylansøgere, der ikke kan sendes hjem, lykkedes det at få enkelte forbedringer igennem, selvom regeringen som udgangspunkt var imod det.

- Med aftalen får børnefamilier mulighed for at flytte ud af centrene 12 måneder efter det endelig afslag mod de nuværende 18 måneder. Asylbørnene får altså et kortere ophold i centrene, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun understreger, at Enhedslistens arbejde på området langt fra er færdigt.

- Det er klart, at havde Enhedslisten haft 90 mandater, så var vi gået endnu længere.  Men den nye aftale er et stort skridt i den rigtige retning, og den var aldrig blevet til virkelighed, hvis højrefløjen fortsat havde siddet på magten i Danmark.


Læs hele asylaftalen
.