Regeringen må gribe ind over for stigende fattigdom
En kvart million danskere lever nu under OECD's fattigdomsgrænse. Det får socialordfører Finn Sørensen til at kræve et løft til dem, der fortsat er fanget på fattigdomsydelser.
En rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at fattigdommen er stigende over hele landet, og at over en kvart millioner danskere nu lever under OECD's fattigdomsgrænse. Det er især i områder som Lolland og Københavns Vestegn, at antallet af fattige er steget.
Falliterklæring for velfærdsstaten
De nye tal får nu Enhedslisten til at forlange, at regeringen lever op til sine egne målsætninger ved at give et løft til de fortrinsvist pensionister og unge, der stadig er fanget på fattigdomsydelser.
- Den stigende fattigdom er en falliterklæring for Danmark som velfærdsstat. Derfor er der behov for, at vi sætter ind med en målrettet indsats i forhold til de udsatte grupper, udtaler socialordfører Finn Sørensen.
- Vi er nødt til at se på den lave ungeydelse, brøkpensionen og en række kontanthjælpsregler. Der er behov for en samlet national plan for at hjælpe de mennesker, der er ramt af fattigdom.
Regeringen trækker i den forkerte retning
- Regeringen kom godt fra start ved at afskaffe nogle af fattigdomsydelserne, men skattereformen og reformerne af førtidspension og fleksjob trækker den stik modsatte vej. Det samme gør dagpengestramninger, kontanthjælpsregler og varighedsbegrænsning af sygedagpenge, påpeger Finn Sørensen.
- Regeringen har selv erklæret, at den vil måles på, om den er i stand til at mindske ulighed og fattigdom. Det vil vi holde den fast på. Første anledning til at gøre noget konkret er forhandlingerne om finansloven for 2013. Det ser vi frem til.
Enhedslisten har indkaldt til national fattigdomshøring den 26. oktober på Christiansborg. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen vil deltage i drøftelserne sammen med bl.a. LO og DA. På høringen vil Enhedslisten præsentere et stort fattigdomsudspil og et bud på fastlæggelse af en dansk fattigdomsgrænse.
