Danske arbejdsgivere skal droppe trusler og klynk
Danfoss truer – trods rekordoverskud – med at flytte arbejdspladser ud af landet. Det afspejler mangel på samfundssind blandt de danske arbejdsgivere, mener fungerende erhvervsordfører Stine Brix.
Også Dansk Industri har meldt ud, at de vil flytte produktion ud af landet, hvis ikke skatter og lønninger sænkes.
Lavere skat og løn løser intet
Det er ikke bare klynkeri. Det er en kritik helt uden bund i virkeligheden.
- Arbejdsgiverne får det til at lyde som om, at de ikke kan tjene penge i Danmark. Men det er jo fuldstændig forkert, fastslår Stine Brix med henvisning til, at Danfoss har haft rekordoverskud i både 2010 og 2011.
- Og argumentationen om, at lavere løn og skatter vil gavne beskæftigelsen, holder ikke. For man kan jo finde langt højere ledighed i europæiske lande med netop lavere skatter og lønninger.
Danske virksomheder er forkælede
Politikerne må under ingen omstændigheder bukke under for virksomhedernes trusler, som der reelt er meget lidt nyt i.
- Der findes ikke én periode i Danmarkshistorien, hvor arbejdsgiverne ikke har beklaget sig over, at skatten og lønnen er for høj. Det ville være breaking news, hvis de sagde det modsatte, påpeger Stine Brix.
- Men de seneste udmeldinger er klart udtryk for en forfærdelig mangel på taknemmelighed over for det danske samfund. I vores nabolande skal virksomhederne i langt højere grad selv betale for medarbejdernes sundhed, pension og sociale tryghed. Alt det er de fri for her i Danmark. Til gengæld må de altså betale skat uden klynk.
