Demo og debatmøde for en rød finanslov og en solidarisk politik

Torsdag, 27 september, 2012 - 12:04 facebook twitter Udskriv

Demonstrér for en rød finanslov og kom til debat om efterårets finanslovsforhandlinger med Johanne Schmidt-Nielsen og Per Clausen den 2. oktober i København.

Den 2. oktober åbner Folketinget officielt. Dermed skydes andet år i gang med en ny regering, der i mange vælgeres øjne ikke indtil videre har leveret den nye politik, de lovede forud for valget. Selvom Enhedslisten har stået klar til at forhandle om lidt rødere, lidt mere solidariske løsninger, har regeringen flere gange i stedet set til højre.

Demo: Få regeringen tilbage på sporet

For at gøre det tydeligt for regeringen, at den 2. oktober kan markere en frisk start – frem for begyndelsen på mere af samme skuffe – opfordrer Enhedslisten til at deltage i den store demonstration, der begynder på Københavns Rådhusplads kl. 16.

Under parolerne ”Ja til velfærd og tryghed – nej til forringelser og nedskæringer” inviterer det såkaldte 2. oktober-initiativ alle, der ønsker en solidarisk finanslov, til at møde op og lægge pres på regeringen.

Et pres, der skal sparke skattereform og reform af fleksjob og førtidspension til hjørne og i stedet få fokus på, hvordan vi sikrer ordentlige levevilkår til alle, med såvel som uden job.

Debatmøde: Hvordan sikrer vi en solidarisk finanslov?

Med Folketingets åbning starter efterårets finanslovsforhandlinger for alvor. De kan blive bliver afgørende for Danmarks fremtid

- Den kommende finanslov stiller regeringen over for et valg: De kan sammen med de borgerlige forringe vilkårene for arbejdsløse og asylansøgere – eller de kan skabe job og tryghed sammen med Enhedslisten, udtaler politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun vil sammen med Per Clausen fortælle om Enhedslistens forventninger til finanslovsforhandlingerne og inviterer alle – medlemmer såvel som sympatisører – til at deltage i debatten på et stormøde den 2. oktober efter demonstrationen.

Praktiske oplysninger:

Demonstrationen ”Ja til velfærd og tryghed - nej til forringelser og nedskæringer”:
Demoen begynder kl. 16.00 på Rådhuspladsen og går derfra til Christiansborg, hvor der er taler og musik.
Læs mere og tilmeld dig på Facebook.

Stormøde om finansloven med Johanne Schmidt-Nielsen og Per Clausen:
Mødet finder sted på Borup Højskole i København kl. 18:30 - 21:30.
Læs mere og tilmeld dig på Facebook

Emner: