Aftale om offentlighedslov er dybt skuffende

Onsdag, 3 oktober, 2012 - 13:08 facebook twitter Udskriv

Regeringen har indgået en aftale med Venstre og Konservative, der vil gøre det lettere at skjule fusk og embedsmisbrug, mener retsordfører Pernille Skipper.

- Selv samme offentlighedslov blev i 2011 ikke færdigbehandlet på grund af modstand fra både Enhedslisten og de nuværende regeringspartier. Men desværre har regeringen vendt på en tallerken.

Ingen kontrol med ministre

Mest problematisk er lovens § 24, der vil gøre det sværere for offentligheden at få aktindsigt i de dokumenter, der bruges til såkaldt ministerbetjening.

- Jeg har svært ved at se, at paragraffen har andet formål end at sikre myndighedernes og ministrenes mulighed for at skjule fejl, fusk og embedsmisbrug, udtaler Pernille Skipper og tilføjer, at ”ministerbetjening” er et farligt bøjeligt begreb.

Fx kan den type dokumenter, der var med til at afsløre skandalen omkring overbetaling af privathospitaler, fremover blive hemmeligholdt.

Bekymrende kovending hos regeringen

Før valget var Enhedslisten og regeringens partier ellers enige om, at der skulle være mest mulig åbenhed i det politiske arbejde. I januar 2010 udtalte Socialdemokraternes Morten Bødskov, at ”Indholdet i den foreslåede paragraf 24 savner for mig at se enhver begrundelse.” 

Regeringens kovending bekymrer Pernille Skipper.

- Egentlig havde jeg den opfattelse, at Enhedslisten og de nuværende regeringspartier var ret enige om at sikre større gennemskuelighed i den offentlige forvaltning efter VK-årenes mange skandaler. Det er bekymrende, at så snart de selv sidder på taburetterne, er der ikke længere brug for åbenhed.

Emner: