EU skal droppe bøllemetoderne og acceptere euro-exit

Tirsdag, 9 oktober, 2012 - 15:15 facebook twitter Udskriv

Grækerne rasede, da Angela Merkel besøgte Athen for første gang i fem år, og det har de god grund til, mener europaordfører Nikolaj Villumsen.

Den tyske kanslers besøg faldt sammen med, at Grækenland har fået 10 dage til at gennemføre en række meget hårde reformer som betingelse for at få næste del at EU’s hjælpepakke udbetalt.

Fond skal hjælpe med afvikling af euro

Besøget udløste voldsomme demonstrationer i Athens gader, og med god grund. For tre år med barske nedskæringer har intet godt ført med sig. Der skal en ny politik til.

- Hvis vi virkelig vil gøre noget for de pressede sydeuropæiske befolkninger, så skal EU droppe bøllemetoderne og i stedet oprette en fond, som kan hjælpe de lande, der skulle ønske det, ud af euroen på en fornuftig måde, mener Nikolaj Villumsem.

- Det ville give dem et reelt valgt, som de ikke har i dag, hvor de må lade sig trampe på af Merkel og Draghi.

EU’s nedskæringspolitik har slået fejl

Situationen i Grækenland viser tydeligt, at EU’s nedskæringspolitik er forfejlet.

- Det græske offentlige underskud er stadig stigende, arbejdsløsheden galopperer frem, og den græske ungdom står praktisk talt uden fremtid. Befolkningen kan ikke klare mere, og det burde de heller ikke blive tvunget til, siger Nikolaj Villumsen.

- EU skal skifte spor. I stedet for hovedløse nedskæringer, skal der investeres i job, uddannelser og velfærd. Det ville der være råd til, hvis vi holdt op med at smide milliardbeløb efter de banker, der var med til at starte krisen til at begynde med.

Emner: