Frank Jensens dagpengeløsning er et fremragende initiativ
Københavns overborgmester Frank Jensen vil målrette kommunale vikariater til ansøgere, der står til at miste deres dagpenge. Det skal han have ros for, mener Frank Aaen.
Frank Jensen vil også give dagpengemodtagere fortrinsret til jobsamtaler i København og opfordrer regeringen til på samme måde at tænke kreativt for at hjælpe de mange tusinder, der ellers risikerer at stå uden indtægt efter nytår.
I tråd med finanskravet om jobgaranti
Begge forslag er blevet fremsat af Enhedslisten i København, og de hænger fint sammen med den job- og uddannelsesgaranti, som Enhedslisten foreslår i finansloven.
- Vi er glade for, at ledende socialdemokrater som Frank Jensen erkender, at det er kæmpeproblem med mange tusinde mennesker, der risikerer at miste deres forsørgelse. Det er en fælles opgave at sikre nogle bæredygtige løsninger, udtaler finansordfører Frank Aaen.
- Vi opfordrer socialdemokraterne på Christiansborg til at lytte til deres egne borgmestre, der nu kræver handling af regeringen.
Afstand til de Radikale
Overborgmesterens udmelding går stik imod den radikale beskæftigelsesborgmesters kritik af Enhedslistens krav om at løse dagpengeproblemet. Det glæder Enhedslistens beskæftigelsesordfører i Københavns borgerrepræsentation, Signe Færch:
- Når den radikale beskæftigelsesborgmester i København ikke vil gøre en ekstra indsats og for udfaldstruede langtidsledige, er det vigtigt at andre partier vil. Vi er glade for, at Socialdemokraterne i København nu for alvor melder sig på det hold, der vil skaffe en løsning, siger hun.
- Når tusinder af københavnere risikerer at falde ud af dagpengesystemet, kan vi ikke bare se passivt til fra Rådhuset.
