EU-resolution: For et andet Europa uden EU

Man, 04/06/2007 - 11:53
Facebook
Twitter
Udskriv
Send som email
Flere
Emneord:

1.  Modstand mod EU:


 

a.   Enhedslisten går ind for mere internationalt samarbejde. Vi er ikke imod EU, fordi vi vil bygge hegn rundt om Danmark. Vi er EU-modstandere, fordi EU konstruktionen gør det svært at skabe et socialt, bæredygtigt og demokratisk Europa, og fordi EU modvirker et solidarisk og ligeværdigt samarbejde med resten af Verden.


 
 b.   EU, som i de seneste år er blevet udvidet både politisk, økonomisk og geografisk, er fortsat kapitalens projekt. EU’s grundlag er den frie bevægelighed for varer, kapital og arbejdskraft, udtrykt gennem det indre marked og det nyligt vedtagne Servicedirektiv. De medfører en konkurrence mellem medlemsstaterne om at tiltrække kapital og arbejdspladser og ændrer klassestyrkeforholdet i arbejdskøbernes favør. Konkurrencen om at tiltrække kapital har igangsat et kapløb mod bunden på sociale rettigheder, arbejdsmiljø og lønforhold. De europæiske selskabsskatter er sænket markant, hvilket underminerer finansieringen af velfærdssamfundet. ØMU´en og stabilitetspagten, som forhindrer en offensiv social finanspolitik i medlemslandene, er andre udtryk for EU’s nyliberalistiske grundlag. EU støtter aktivt øget liberalisering af verdenshandelen. Samtidig bruges truslen om international konkurrence som murbrækker for angreb på de europæiske velfærdssamfund. De enkelte medlemslandes angreb på den solidariske velfærd, herunder den danske regerings angreb på efterløn og pension, tager således direkte udgangspunkt i kravene fra EU’s Lissabon-strategi, som har til formål at skabe et mere erhvervsvenligt klima i Europa, på bekostning af velfærd, social sikkerhed og lønarbejderrettigheder.
 

c.      EU’s nyliberalistiske politik har medført de samme negative konsekvenser i mange lande, og vi oplever derfor en voksende modstand mod EU’s politikker. En modstand som både tager sit udgangspunkt i kampen mod yderligere centralisering af magten og er forbundet med kampene i medlemsstaterne mod pres på lønninger, angreb på velfærd og angreb på social sikkerhed og sociale rettigheder. Modstanden mod den nyliberalistiske EU-forfatning og mod servicedirektivet var begge fælles projekter for mange sociale bevægelser i Europa, og eksempler på at en fælles grænseoverskridende modstand er ved at vokse frem. Enhedslisten betragter det som positivt, at modstand mod EU’s nyliberalisme vokser op fra neden og knyttes sammen i en fælles kamp. Særligt fordi EU som et frihandelsområde gør de enkelte stater sårbare over for konkurrence og trusler om virksomhedsudflytning. Derfor vil den forsatte kamp mod Servicedirektivets implementering også foregå nationalt, men bør koordineres europæisk.


 
 

d.   På trods af at EU-forfatningens fald skabte en grundlæggende krise for EU’s politiske legitimitet, går udviklingen forsat i retning af en tiltagende statsdannelse. Magten søges centraliseret i EU’s lukkede og bureaukratiske systemer. Enhedslisten ser dette som et stort problem for demokratiet. Det politiske system bliver endnu mere udsat for kapitalstærke virksomheders lobbyisme, og afstanden øges mellem befolkninger og beslutningstagere.  Når dette sker, svækkes muligheden for at skabe forandringer og påvirke lovgivningsprocessen. Det bliver vanskeligere for det enkelte menneske, folkelige bevægelser og organisationer at skaffe sig indflydelse og kunne matche de dominerende kræfter. Derfor sker der også en afdemokratisering af samfundene i de enkelte EU-lande, fordi magt og beslutninger overføres til centralt EU-niveau i stedet for at være hos medlemslandenes parlamenter.


 
 

2.  Vores vision og det vi arbejder for:


 

a.   For Enhedslisten er kampen i Europa en del af den internationale kamp for et andet samfund. Vores mål er at skabe en fundamental forandring af det nuværende kapitalistiske samfund. Vi stræber mod et samfund, der sprænger rammerne for den nuværende kapitalistiske og patriarkalske logik. Vores mål er menneskelig frigørelse og mænds og kvinders befrielse fra enhver form for undertrykkelse, udbytning og udstødelse.


 
 

b.   Vores kamp er båret af vores vision om et socialistisk og demokratisk samfund baseret på de værdier og erfaringer fra arbejderbevægelsen, studenterbevægelsen, kvindebevægelsen og den antifascistiske bevægelse samt de bevægelser, der kæmper for miljø, fred og international solidaritet. Det betyder, at vi kæmper for et samfund, hvor politiske og sociale rettigheder og muligheder for den enkelte og fællesskabet øges. Et samfund hvor miljøet, menneskerettigheder, social sikkerhed, økonomisk tryghed og demokratisk deltagelse kommer i centrum frem for profit, markedshensyn og politisk centralisering.


 
 c.   På verdensplan er EU udtryk for en blokdannelse med ambitioner om at blive en supermagt. Man lukker sig inde bag Fort Europas Schengen-grænser, der skal hindre migration til det rige EU. Høje toldmure forsøger at holde ulandenes varer ude, og landbrugsstøtten er fortsat en af de største forhindringer for udvikling lokalt i ulandene. Samtidig fortsætter EU’s militære opbygning, og EU’s egen sikkerhedsdoktrin, den såkaldte Solana-doktrin, og EU-forfatningen har vist, at EU forbeholder sig ret til at bruge militærmagt til at forsvare sine interesser overalt i verden. EU kopierer direkte USA’s Bush-doktrin med ret til forebyggende angreb, eller som Solana-doktrinen formulerer det: Retten til at gribe ind før problemerne opstår!      Indad til i EU opbygges nationalistiske politikker, der skal legitimere EU som en supermagt. Via EU’s udannelsesprogrammer, kommunikationsprogrammer og unionsborgerskabsprogrammer med milliardbudgetter udsættes borgerne for en massiv propaganda, der skal lære os at elske EU og føle os som rigtige EU-borgere. Unionens symboler med flag, mønt, hymne og nationaldag er også eksempler på denne identitetspåvirkning, der viser, at EU ikke er et opgør med nationalisme – tværtimod!  Enhedslisten vender sig imod enhver supermagtsopbygning, og vi er imod nationalisme, hvad enten den kommer fra EU eller  nationalstaterne.
 d.   Det betyder, at Enhedslisten arbejder for at begrænse kapitalkræfters indflydelse på de politiske beslutninger, og at vi kræver fuld åbenhed om alle beslutningsgange. Samtidig vil vi for socialområdet, miljø og sundhed kræve garantier, der tillader de enkelte lande at indføre forbedringer, som rækker videre end EU’s beslutninger. Samtidig skal det sikres, at landene ikke udsætter hinanden for social dumping. Vi vil modsætte os ethvert initiativ i retning af mere udlicitering og nedbrydning af den offentlige sektor, uanset om det kommer fra globale institutioner, EU eller den danske regering. I stedet vil vi indlicitere og arbejde for at udbygge den fælles ejendomsret og demokratiet. 
e.   Enhedslisten vender sig imod de repressive tiltag, som kommer fra EU gennem Schengen-aftalen, terrorpakker og et intensiveret retligt samarbejde. Vi mener ikke, at tiltagene gavner; men at de tværtimod fører til øget kriminalisering og tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder. 
f.    Enhedslisten ønsker et fleksibelt og demokratisk internationalt samarbejde, der i højere grad inddrager lande uden for EU og Europa. Vi er derfor tilhængere af, at der i højere grad indgås aftaler uden for EU’s politiske system.
 g.   Det kunne konkret være høje minimumsaftaler indgået i Europarådet om miljøbeskyttelse og selskabsbeskatning.
 h.   Vi går ind for retten til national selvbestemmelse inden for FN-pagtens rammer med respekt for menneskerettigheder, mindretal og demokrati. Derfor støtter Enhedslisten den internationale straffedomstol og den europæiske menneskerettighedskonvention og tilknyttede domstol. 
i.    Enhedslisten er tilhænger af et radikalt anderledes europæisk samarbejde. Et socialt samarbejde, der ikke bygger på konkurrence, hvor kapitalens indflydelse bekæmpes og hvor sociale rettigheder og miljøbeskyttelse er i centrum. Et samarbejde hvor menneskene har demokratisk kontrol, og hvor beslutningerne tages af de mennesker, som de vedrører. EU’s nuværende traktatgrundlag kan aldrig blive et grundlag for et sådant demokratisk og socialt Europa og må derfor fuldstændig annulleres og erstattes af et helt nyt grundlag for samarbejde. Enhedslisten støtter også en dansk udmeldelse af EU, da en sådan udmeldelse kan fremme vores mål om et bæredygtigt, socialt og demokratisk samfund og skabelsen af et andet Europa. En udmeldelse vil betyde tilbageførsel af indflydelse til Folketinget med mulighed for højere miljø- og fødevarestandarder mv. En udmeldelse vil også frigøre Danmark fra EU’s bindinger på den globale scene ift. WTO og ulande. Samtidig vil en dansk udmeldelse vise sociale bevægelser og lande i resten af Europa, at der findes et alternativ til EU, hvilket forhåbentligt kan føre til en sneboldeffekt, der fører til EU’s opløsning. For Enhedslisten er det nemlig ikke nok at få Danmark ud af EU, vi vil også have EU ud af verden! 
j.    Selvom Enhedslisten arbejder for et grundlæggende opgør med EU, forhindrer det os ikke i at arbejde for at få gennemført forbedringer inden for det nuværende samarbejde. Derfor arbejder vi for høje minimumsstandarder og for, at hvert enkelt medlemsland har mulighed for at gå foran og kræve bedre regler. Ligeledes går vi ind for ulydighed fra medlemslandene over for EU-systemets love og beslutninger, når disse forringer levevilkår, rettigheder, miljøet og demokratiet. Vi vil stille forslag i Folketinget om ulydighed mod EU, som da vi i 2003 fik Folketinget til at vedtage et gmo-stop, og vi opfordrer sociale bevægelser i andre lande til også at kæmpe for national ulydighed. Dette kan føre til et pres mod selve logikken med harmonisering og ensretning i EU-systemet, og det vil sætte EF-domstolen og hele EU’s legitimitet på prøve.  En ulydighedsstrategi vil dermed være et stærkt middel til tilbagerulning af unionens magt. Vi vil ikke lade trusler om sanktioner eller udsmidning forhindre en politik til gavn for mennesker og miljø. 
k.   Enhedslistens modstand mod EU skal ses i forlængelse af vores modstand mod den nyliberalistiske globalisering, ligesom vores mål om forandringer skal ses i lyset af vores vision om demokrati og socialisme. 

3.  Forandringer gennem handling

a.   Kampen mod EU og den nyliberalistiske globalisering har i for høj grad været defensiv og afværgende i forhold til de angreb, vi har mødt. Derfor vil Enhedslisten styrke en offensiv mod EU’s nyliberalistiske politik og afdemokratisering af medlemslandene. Dette skal ske i samarbejde med ligesindede partier og bevægelser i ind- og udland. 
b.   Denne offensiv skal blandt andet bruges til at udnytte den mulighed, som forfatningens fald har ført til for at udforme konkrete alternativer til kapitalens EU. Alternativer som det er muligt at kæmpe for, uanset om man arbejder parlamentarisk eller aktivistisk. 
c.   Enhedslisten mener, at det er mennesker og deres aktive handlinger, der kan skabe grundlæggende forandringer. Derfor arbejder Enhedslisten på at styrke og udbygge samarbejdet mellem de europæiske landes partier, organisationer og bevægelser, som kan arbejde for at fremme konkrete forbedringer og vores langsigtede visioner. 
d.   Ydermere vil vi bidrage aktivt til de bevægelser og i de sociale kampe, der finder sted på europæisk niveau f.eks. gennem fagbevægelsen, studenterbevægelsen, kvindebevægelsen og miljøbevægelsen. En ændring af de politiske styrkeforhold gennem en organisering af modstanden fra neden er en forudsætning for grundlæggende forandringer. Kun derigennem kan vi udvikle en stærk social bevægelse, der er lokalt forankret men internationalt koordineret, og gennem bevægelsesarbejde og parlamentarisk indsats lægger maksimalt pres på EU og medlemslandenes regeringer. 
e.   Enhedslisten prioriterer fortsat den folkelige og tværpolitiske EU-kritik og EU-modstand, som den er kommet til udtryk i EU-bevægelserne herhjemme. EU-bevægelserne er et vigtigt redskab til at fastholde EU-modstanden og EU-kritikken på dagsordenen og til at vinde folkeafstemninger, da de udgør en alliance med sociale og demokratiske kræfter, der på et ikke-racistisk grundlag deler vores EU-kritik og EU-modstand. Derfor ser Enhedslisten det også som en central opgave at sikre bevægelserne et godt valg til parlamentsvalget i 2009 og vi opfordrer vores medlemmer til at melde sig ind i bevægelserne. 
f.    Målet er en afvikling af det nyliberalistiske, centralistiske og udemokratiske EU og etableringen af et demokratisk og socialt samarbejde i Europa, der ikke bygger på konkurrence, men på mellemfolkeligt samarbejde og velfærd for borgerne. 
g.      Konkret vil Enhedslisten arbejde for, at der rejses en række centrale systemudfordrende krav, som kunne omfatte: -     Opgør med EUs sociale dumping -     Beskyttelse af arbejdstagerne mod nedadgående konkurrence på løn og arbejdsvilkår.-     Retten til at gå foran i forhold til miljø og sundhed, men samtidigt krav om stadig højere minimumskrav-     Globale og europæiske aftaler om selskabsbeskatning.-     Åbenhed og gennemsigtighed i alle beslutninger og bekæmpelse af lobbyisme.     -     En gennemgribende demokratisering af EU-systemet, herunder afskaffelsen af EU-kommissionen og øget indflydelse til de folkevalgte nationale parlamenter-     At den europæiske centralbank kommer under demokratisk kontrol, og at der gennemføres et opgør med ØMU´en og stabilitetspagtens nyliberalistiske karakter. 
h.   Enhedslisten afviser alle forsøg på ud fra religiøse eller etniske overvejelser at udelukke europæiske lande fra medlemskab af EU eller andre europæiske organisationer, som det pågældende land selv ved demokratisk beslutning ønsker at være medlem af, og dette princip gælder også for Tyrkiet. 
i.    Enhedslisten vil, i samarbejde med europæiske sociale bevægelser og vores samarbejdspartier, arbejde aktivt for, at der udarbejdes et forslag til et alternativt europæisk samarbejde på et socialt, økologisk og radikalt demokratisk grundlag.  
j.    I Folketinget arbejder Enhedslisten med at afdække og bremse de forringelser, som dagligt kommer fra EU. EU har på en lang række områder alt for meget magt over medlemslandenes politik. På disse områder arbejder vi for en tilbagerulning af magten til det nationale eller det lokale politiske beslutningsniveau. Samtidig arbejder vi - ligesom med lovgivning fra Folketinget - for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse. Som undtagelsen herfra vil vi stemme imod forslag, der kan rumme forbedringer, men som også har som mål eller resulterer i at styrke kapitalkræfter, reaktionære tendenser eller fremme centraliseringen af EU. Enhedslisten går ikke ind for en centralistisk supermagt – hverken i en rød eller i en blå udgave. 
k.   Enhedslisten vil aktivt føre EU-modstanden ind i de daglige kampe for velfærd, retssikkerhed og et bedre miljø, fordi EU’s påvirkning af vores lovgivning er massiv. Derigennem vil vi skabe opmærksomhed om EU’s reelle betydning og sikre opbakningen til en bevægelse for et andet Europa. 

Vedtaget på Enhedslistens årsmøde 5. maj 2007