Nye jagerfly – til hvad?

Søn, 28/10/2007 - 21:31
Facebook
Twitter
Udskriv
Send som email
Flere
Emneord:
Jyllandsposten 04.12.2006

Joint Strike Fighter er en offensiv flytype. Er det det, vi har brug for, spørger Holger K. Nielsen og Rune Lund .

Af Holger K. Nielsen, Folketingsmedlem, Forsvarsordfører (SF); Rune Lund, folketingsmedlem, udenrigsordfører (EL)


DET DANSKE forsvar skal have nye kampfly, og regeringen satser på, at der skal underskrives en aftale om, at Danmark skal bruge yderligere to milliarder danske kroner på at videreudvikle det USA-producerede kampfly, Joint Strike Fighter (JSF).


DF, V, K, S og R bedyrer, at der skam ingen beslutninger er taget i forhold til, om man i sidste ende rent faktisk skal ende med at købe JSF eller ej. Men det står efterhånden mere og mere klart, at alle partier i Folketinget - undtagen SF og Enhedslisten - reelt allerede har besluttet, at Danmark om en 10-15 års tid skal skifte de nuværende 48 F-16-fly ud med JSF.


Indtil nu har der været en meget begrænset offentlig diskussion af hele den her sag, hvilket er dybt uansvarligt. For der er nogle store, sikkerhedspolitiske problemstillinger, der slet ikke har været diskuteret. Disse problemstillinger burde man diskutere, inden man hiver den store tegnebog frem og bruger penge på nogle fly, der med stor sandsynlighed kommer til at koste mindst 40 milliarder kroner. Nogle af de spørgsmål, der allerede for længst burde være blevet stillet af andre end SF og Enhedslisten er: Har vi brug for de fly? Hvad er det for en form for sikkerhedspolitik, Danmark skal føre i fremtiden? Er de her fly velegnede, hvis vores sikkerheds- og udenrigspolitik i fremtiden skal bestå i, at vi skal skabe stabilitet, skabe demokrati, skabe social udvikling som en del af en fremtidig sikkerhedspolitik - og dermed bruge flere penge på forebyggelse af konflikter og ulandsbistand samt færre penge på forsvaret?


Mangler diskussioner


Men disse diskussioner har desværre ikke været ført. Det kan vi kun beklage.


Det er så også værd at få sagt, at JSF er et offensivt bombefly. JSF er formentlig meget velegnet, hvis man skal bombe Bagdad, som USA gjorde i 2003, da man angreb Irak. Det er efter al sandsynlighed meget velegnet, hvis man skal angribe et land og et lands forsvar. Derfor skal købet af JSF også ses i sammenhæng med det, der efter vor opfattelse er en amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitisk dagsorden, sådan som vi i dag ser det i Irak. Vi mener, at Folketinget burde diskutere mere grundigt, om det virkelig skal være Danmarks udenrigspolitik også i fremtiden at lægge sig i hælene på USA i denne sammenhæng.


I stedet for at bruge milliarder af kroner på et offensivt bombefly burde Danmark hellere markere sig som fortaler for forebyggelse og konfliktløsning. Der bliver på globalt plan i dag brugt alt for mange penge på krudt, kugler og kanoner. Ethvert skridt i retning af nedrustning vil derfor være et skridt i den rigtige retning - og her burde Danmark gå forrest.