- Reelt er det frygt for den danske befolkning, der er årsagen til, at regeringen nu har opgivet at komme igennem med et opgør med EU-forbeholdene i denne valgperiode. Det er positivt, at regeringen er nået frem til den erkendelse, at man ikke ved en folkeafstemning kan forvente at få disse forbehold afskaffet, men det ville være mere ærligt, hvis man på den baggrund besluttede, helt at opgive at komme igennem med en ophævelse af disse forbehold, udtaler Per Clausen, EU-ordfører for Enhedslisten.
- Jeg synes, det er tåbeligt, at resten af oppositionen gør dette spørgsmål til et hovedpunkt i kritikken af regeringen. I stedet burde man koncentrere sig om at arbejde for et samarbejde mellem de EU-lande, som er indstillet på at møde den europæiske krise med omfattende investeringer i en grøn omstilling, som foreslået af Socialdemokraternes europæiske formand, Poul Nyrup Rasmussen. Man burde koncentrere sig om at forsvare danske lønmodtagere mod social dumping og miljø og sundhed mod farlige produkter, som EU's indre marked forhindrer os i at forbyde, fortsætter Per Clausen.
- Oppositionen vinder ikke noget folketingsvalg og vi får ikke nogen ny regering, hvis oppositionen forsøger at overhale regeringen højre om i en ukritisk EU-begejstring. Den fejl vil vi gerne advare de øvrige oppositionspartier imod, slutter Per Clausen.