Det netop indgåede KL-forlig vil få katastrofale konsekvenser for velfærden i kommunerne. Derfor opfordrer Enhedslisten til kommunalt oprør.
KL har accepteret regeringens krav om nulvækst, og det vil medføre voldsomme velfærdsforringelser i kommunerne.
Oprør er på sin plads
Det er helt urimeligt, mener social- og kommunalpolitisk ordfører Line Barfod.
- Oprør er på sin plads. KL’s bestyrelse har været uansvarlig ved ikke at modsætte sig regeringens urimelige sparekrav, udtaler Line.
- Den aftale, der er indgået, er en veritabel katastrofe for velfærden i kommunerne. Derfor mener vi, at borgere, ansatte og politikere rundt omkring i landets kommuner skal nægte at medvirke til de planlagte besparelser.
Tag fra de rigeste i stedet
De bebudede besparelser vil gå ud over kernevelfærd så som skoler og ældreplejer, og den vil ramme de mest udsatte særligt hårdt. Forliget lægger nemlig op til stramninger i den sociale lovgivning, selvom det er på kant med FN’s handicapkonvention og børnekonventionen.
Tendensen er soleklar:
- Vi ser nu, at børn, ældre og syge, der helt sikkert ikke fik noget ud af regeringens ufinansierede skattelettelser til de rigeste, ad indirekte vej kommer til at betale prisen for dem, forklarer Line og slår Enhedslistens syn på sagen fast én gang for alle:
- Pengene skulle hellere hentes hos dem, der blev mest forgyldt af regeringens skattepolitik.