Per Clausen

per.clausen@ft.dk 

Tlf.: 33 37 50 08
Fax: 33 37 50 70

Pressefoto

Per Clausen er født 20. februar 1955 i Kongsviger, Norge, cand.phil. i samfundsfag og medlem af Folketinget for Enhedslisten. Han er kandidat til Folketinget, opstillet i Århus Storkreds. Per Clausen bor i dag i Aalborg med Susanne.

Per voksede op i forskellige byer i Jylland og endte i Aalborg, hvor han fik realeksamenen, HF og siden sin kandidatgrad i samfundsfag på Aalborg universitet.

Overalt hvor Per har været, har han også været politisk aktiv. Fra studenterpolitik til talsperson for militærnægtere. Fra aktiv i SID-Ungdom til Dansk Magisterforening, hvor han var formand i syv år.

Per har været med i Enhedslisten fra den tidlige begyndelse, hvor han har siddet i hovedbestyrelse og forretningsudvalg i lange perioder. Før Enhedslisten udgjorde VS rammen for Pers partipolitiske aktiviteter.

Ved siden af det politiske har Per Clausen prøvet lidt af hvert. Han har blandt andet ejet et vaskeri, arbejdet i bilindustrien i Sverige og været bestyrer for cafeen Tusindfryd i Aalborg.

I 2005 blev Per Clausen valgt til Folketinget i Nordjyllands Storkreds. I Folketinget er han kendt for at være særdeles flittig og har således fået titlen som den mest ihærdige spørger flere gange. Per Clausen er også kendt for at samle oppositionen om miljø- og klimapolitiske spørgsmål. Det var tilfældet omkring forbuddet mod giftstoffet Bisphenol A i sutteflasker, som trodser EU's kemikalielovgivning, og da oppositionen fremlagde en fælles strategi for omstilling til bæredygtig energi.

Per Clausen er ordfører for sundhed, psykiatri, miljø, klima, energi, fødevarer, landbrug og fiskeri, dyrevelfærd, EU, medie, kultur, idræt og IT.

CV

  • Uddannet cand.phil i samfundsfag, Aalborg Universitet 1988
  • Medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse af flere omgange, senest i 2007
  • Formand for Dansk Magisterforening 1994-2000
  • Sekretær for Enhedslisten 2001-2004
  • Medlem af Folketinget for Enhedslisten siden 2005
  • Gruppeformand for folketingsgruppen siden 2009