Enhedslisten peger altid på, hvor pengene skal komme fra, når vi fremsætter et nyt forslag. Vores forslag er finansieret krone for krone. Vi vil tage pengene, der hvor de er flest, så med vores forslag er det de rigeste og aktiespekulanterne, der kommer til at betale mere.
Til gengæld får vi penge til velfærd, efterløn og til at hjælpe de arbejdsløse. Der er nemlig råd til at forbedre vores samfund, hvis bare vi deler mere retfærdigt.

Enhedslistens samlede finansieringsplan giver i 2012 indtægter på 112,3 milliarder kr. og udgifter for 94,2 milliarder kr. Det giver et umiddelbart overskud på 18,1 milliarder kr. Dette beløb bruges til at nedbringe statsgælden.
Dertil vil forbedringerne for klimaet, miljøet og beskæftigelsen give en række samfundsøkonomiske gevinster, der ikke er medregnet, og som der i mange tilfælde ikke kan sættes tal på. Men det er f.eks. veldokumenteret, at mere lighed, mindre arbejdsløshed og en miljø- og klimaindsats har en række positive samfundsøkonomiske og sociale virkninger.