Det vil gå ud over behandlingens kvalitet, hvis privatsygehuse får lov til at udføre komplicerede kræftoperationer, mener sundhedsordfører Per Clausen.
Regeringen ønsker nu at give en række private sygehuse mulighed for at udføre komplicerede kræftoperationer. Dermed foretager regeringen en 180 graders vending inden for kræftbehandling, og det kan koste menneskeliv.
Ekspertise bør samles
Hidtil har der ellers hersket konsensus om, at særligt komplicerede operationer inden for kræftområdet skulle foretages på få centrale afdelinger. For hvis en afdeling skal bevare den ekspertise, der er afgørende for patientens overlevelse, er de nødt til at udføre et vist antal af den enkelte type operation om året.
Hvis operationerne fordeles på mange hospitaler, går altså det ud over kvaliteten.
- Adskillige undersøgelser har vist, at den nuværende spredning har kostet kvinder unødvendigt fjernede bryster og i andre tilfælde har kostet patienterne livet, understreger Per Clausen.
- Derfor er det grotesk, at sundhedsministeren nu vil sikre, at en række mindre private sygehuse fremover får mulighed for at gennemføre disse operationer, fortsætter Per Clausen.
Patienter betaler for privatisering
Når regeringen ikke desto mindre ønsker at udlodde specialeområderne til en række private sygehuse, er det en åbenlys del af deres generelle privatiseringskorstog inden for den danske sundhedssektor.
Denne gang sker det ikke blot på bekostning af patienter uden privat sundhedsforsikring, men på bekostning af alle patienter, fordi beslutningen vil sænke det generelle kvalitetsniveau for kræftbehandling i Danmark.
- Det bliver mennesker med livstruende lidelser, som kommer til at betale prisen for regeringens ønske om at forgylde de private hospitaler, fastslår Per.
- Desværre må vi konstatere, at regeringen sætter hensynet til privathospitalernes profit højere end hensynet til menneskers liv og helbred. Her overgår regeringen alligevel mine værste forventninger.