Liberalisering og privatisering gavner ikke klimaet. Det øger derimod uligheden og fjerner magten over basale nødvendigheder fra brugerne. De store selskaber investerer i store energianlæg, ikke i teknologi tilpasset lokale forhold.
Energiforsyningen må tilbage til offentligt eje eller forbruger-eje, og de store investeringer skal foretages af staten.
Enhedslisten står udenfor gruppen af energiforligspartier, som omfatter alle andre partier i Folketinget. De har gennemført en række love, som har gjort det muligt for kommuner at tjene penge på at sælge energiproduktion og el-net. Den samme kreds af partier vil sælge DONG, og dermed afskære staten fra at bruge DONGs ressourcer aktivt til investeringer i vedvarende energi og udvikling af bæredygtige løsninger.
Regeringen vil privatisere DSB og Banedanmark og fjerner dermed muligheden for at styre togtransporten ud fra miljøhensyn. Det tvungne udbud af bus- og færgetrafik giver fortrin for de store selskaber, der til sidst selv sætter prisen. Endvidere vil EU og regeringen privatisere affaldsområdet - affald skal være en vare, der flyder frit over grænserne, og forbrændingsanlæggene skal konkurrere om affaldet.
Liberaliseringen har kun givet stigende priser og ingen fordele.
Det vil ENHEDSLISTEN gøre:
- Vi vil bygge nye vindmøller ejet af lokale brugere og kommuner. Elselskaberne kan være med, men uden bestemmende indflydelse.
- Energiinfrastruktur, som f.eks. brintproduktion, distribution og lagring, skal ejes af det offentlige samt forbrugere og styres demokratisk.
- DONG skal blive på statens hænder og bruges til at sikre investeringer i og forsyning af vedvarende energi.
- Vi vil styre affaldsområdet ud fra miljøhensyn: Minimering, genbrug og kompost. Så lidt afbrænding som muligt.
- DSB og Banedanmark skal blive på offentlige hænder - ikke flere udbud af jernbanen.