Ja til demokrati - nej til EU-nationalisme
Forbeholdet over for EU-statsborgerskabet sikrer at "Danmark ikke har nogen forpligtelse til at skabe et unionsborgerskab, der ligger på linie med statsborgerskab i en nationalstat".
Ja-siden påstår, at undtagelsen over for EU-statsborgerskabet reelt er ophævet med Amsterdam-traktaten, hvor EU-statsborgerskabet blev et "supplement" til de enkelte landes statsborgerskaber.
Ja-siden har delvist ret, da EU arbejder for at de enkelte landes statsborgerskaber skal miste deres betydning til fordel for det nye EU-statsborgerskab. Men denne EU-nationalisme er mindst lige så farlig som alt anden nationalisme. Stormagts-nationalisme er der aldrig kommet noget godt ud af.
Vi skal ikke sige nej til undergravningen af det danske statsborgerskab til fordel for EU-nationalismen. Afskaffelsen af dette forbehold vil være endnu et skridt på vej mod superstaten.
Hvis vi afskaffer statsborgerskabsforbeholdet sender vi et signal om, at EU's forsøg på at skabe stadig mere indhold i EU-statsborgerskabet er en god ting. Det skal vi ikke gøre. Det er en udvikling som fører til mere centralisme og mere magt til markedskræfterne i et nyliberalistisk EU.