Statslig økologi skal sikre miljøet

Tir, 02/03/2010 - 11:09
Facebook
Twitter
Udskriv
Send som email
Flere
Emneord:

I dag behandler Folketinget et forslag fra Enhedslisten om, at staten skal oprette en jordbrugerfond til at drive økologisk landbrug til fordel for dyr, natur og mennesker.

Ideen om en jordbrugerfond blev undfanget af en arbejdsgruppe nedsat allerede i 2001, men arbejdsgruppens anbefalinger blev ikke brugt, fordi regeringen skiftede.

Nu genoptager Enhedslisten sagen og tager skovlen i egen hånd med beslutningsforslaget B 113. Det skal pålægge regeringen at arbejde for flere offentligt ejede, økologiske landbrug i Danmark.

Brug for demokratisk styret produktion
Konkret foreslår Enhedslisten, at der skal etableres en statsejet jordbrugerfond til at opkøbe landbrugsejendomme, som inden for 1 år omlægges til økologisk drift. Fra nogle af ejendommene skal der desuden udtages områder til naturarealer.

Pointen med at lade flere landbrug gå fra private til offentlige hænder er, at det vil sikre en demokratisk styring af den økologiske produktion. Det gør det muligt at tænke ud over kortsigtet profitmaksimering og i stedet tilrettelægge landbruget, så det holder på sigt og ikke skader naturen eller vores drikkevand.

Hjælp til et landbrug i krise
En jordbrugerfond kan samtidig medvirke til at sikre, at flere landbrug overlever i fremtiden.

Det danske landbrug har længe vist krisetegn. Siden 2007 har landbrugenes gæld været større end egenkapitalen, og sidste år rundede gælden hele 350 mia. kr. Det har allerede forårsaget adskillige konkurser, og med faldende jordpriser vil der formentlig komme mange flere fremover.

Derfor er der ekstra hårdt brug for en statslig jordbrugerfond til at opkøbe krakkede ejendomme, inden de overtages af få, hastigt voksende kæmpelandbrug, der presser andre spillere af banen. Ved at gøre landbrugene økologiske kan vi samtidig sikre den alsidige jordbrug, naturen kræver for at overleve på sigt.