Vi siger tillykke til de sygeplejersker, pædagoger, SoSu´er og mange flere, som gennem 7 ugers strejker har sat fokus på behovet for ligeløn og bedre velfærd. Vi siger tillykke til FOAs medlemmer som har sprængt rammen og vist at det nytter at strejke. Især ønsker vi tillykke med at det er lykkedes jer, at skabe en vigtig debat om vores velfærdssystem og forringelserne af det.
Den flotte opbakning I har opnået i befolkningen viser hvor centralt sikringen af velfærden er for mange mennesker. Vi har endnu ikke nået målet, men I har taget de første skridt.
Vi i Enhedslisten siger til VK-regeringen: Hyklere! Når statsministeren så sent som i går kan få sig selv til at sige, at regeringen ikke vil gribe ind i konflikten nu, men at de strejkende ikke får en krone mere end 12,8 %, så udstiller han hykleriet. Det er finansministeren, der har dikteret rammen på 12,8 %, og det er regeringen, der dikterer den samlede økonomi i kommuner og regioner. Så regeringen har allerede grebet ind.
Statsministeren, finansministeren og resten af regeringen er ligeglade med ansatte og patienter på sygehusene, med ansatte og brugere i ældreplejen, og med ansatte, børn og forældre i daginstitutionerne. Målet helliger midlet, og for regeringen er målet mindre offentlig velfærd, mere privatiseret sundhed, pasning og pleje. Det siger jo alt om velfærdsdanmark, at nødberedskabet visse steder har været bedre end normeringen til daglig.
Til de andre oppositionspartier i folketinget siger Enhedslisten: Hvis I mener det alvorligt, at I støtter bedre velfærd, ligeløn og ordentlige arbejdsforhold for de offentligt ansatte, så støt de ansatte med andet end ord.
I første omgang kan 650 millioner kroner til kommuner og regioner sikre de strejkendes krav om 15 % mere i løn.
I anden omgang skal vi have nedsat en ligelønskommission, så der kan blive gjort op med uligelønnen i Danmark.
I tredje omgang skal oppossitionen gennem KL og Danske Regioner sige fra overfor enhver aftale med regeringen, som ikke sikrer de nødvendige midler til højere løn og flere hænder i kommuner og regioner.
I sidste omgang skal S, SF og DF leve op til valgløfterne og støtte vores krav om en lønpulje på 5 mia. kr. her og nu.
Til hele fagbevægelsen og alle tilhængere af en bedre offentlig velfærd siger vi: Det handler om solidaritet. Solidaritet med de strejkende, og solidaritet med alle dem, der bliver tabere, hvis regeringen får held med deres privatisering af velfærden.
Sammen kan vi slå Anders Fogh.
Udtalelse fra Enhedslistens Hovedbestyrelse lørdag d. 7. juni