Enhedslistens Lærernetværk udtrykker sin fulde opbakning til Danmarks Lærerforenings enstemmige beslutning om at indkalde til en ekstraordinær kongres den 9. februar 2012.
De uhørt hårde angreb på lærernes undervisningstid og arbejdstidsaftale må stoppes og berigtiges.
Med udokumenterede tal og påstande om hvor meget der kan spares på lærernes arbejdstidsaftale, forsøger KL på usmagelig vis at påvirke politikere og embedsfolk til at presse lærerne til at undervise mere.
Det er uanstændigt og helt uacceptabelt, at en "arbejdsgiver" i den grad hænger sine ansatte ud og indirekte siger, at vi ikke gør vores arbejde. Det i en tid hvor lærerne har medvirket til en væsentlig produktivitetsstigning ved med færre lærere at undervise det samme antal børn. I Silkeborg Kommune udgør stigningen eksempelvis 10-15 %.
Folkeskolen er under stærkt pres i disse år. Hård budgetstyring har medført, at lovens mindstekrav mange steder ikke kan opfyldes. God undervisning kræver tid til forberedelse, tid til professionel diskussion i lærerteams, tid til opdyrkelse af den pædagogiske kultur og tid til den enkelte elev.
Med håbet om en handlingsorienteret kongres.