Vedvarende energi giver ikke klimagasser og kan produceres lokalt. Hvis vi sænker forbruget, kan vi blive selvforsynende med energi.
Enhedslisten mener, at biobrændstof til biler er en gigantisk fejlsatsning. Produktionen af biobrændstof kræver så meget energi, at klimagevinsten er begrænset. Endvidere bliver vi afhængige af import af biobrændstof - hvis vi skulle være selvforsynende, ville det kræve, at 90% af landbrugsarealerne blev beplantede med raps. Endeligt truer dyrkningen af afgrøder til biobrændsler de regnskovs- og naturområder, som stabiliserer klimaet.
Den hurtigste og billigste måde at mindske udledningen af klimagasser er at spare energi. Omfattende besparelser og mere effektivt brug af energi i industri, erhverv og boliger er vejen frem.
Det vil ENHEDSLISTEN gøre:
- Vi vil have en hurtig udbygning af vindmøller til havs. Vindmøller på land er fint, men størrelse og placering må afgøres af lokale forhold - ikke af de store elselskabers økonomiske krav.
- Bølgekraft skal i produktion nu, og solenergi kan udbredes langt mere både som celler og til opvarmning af vand. Enhedslisten vil afsætte midler til demonstrationsprojekter, lave nye store offentlige investeringer i energianlæg og give faste priser for vedvarende energi.
- Skal vi bruge biomasse til energiproduktion, skal det være overskud fra f.eks. skovbrug, men vi skal ikke importere store mængder biomasse og heller ikke brænde rester af. De skal tilbage til landbrugsjorden.
- Tog, busser og biler skal køre på el og brint fra vedvarende energi.
- Statens indtægter fra afgifter på energi og CO2 skal bruges til energisparetiltag.
- Nybyggeri skal være energineutralt fra 2015. Gratis rådgivning og 100 nye demonstrationsprojekter skal hjælpe lejere og ejere til at spare.