Velfærdssamfund – ja tak! Velfærdssamfundet skal styrkes og fornyes. Derfor kæmper Enhedslisten for, at princippet om, at velfærd er for alle, og ikke bare almisser til en mindre gruppe fattige. Det betyder, at vi alle via skatten betaler til kollektive goder – f.eks. sygehuse, daginstitutioner, skoler og biblioteker – og at vi alle har ret til ydelser herfra, når vi har brug for det. Derfor skal alles ret til f.eks. folkepension og børnefamilieydelse fastholdes. Vi synes, at de rigeste skal betale mere til de fælles goder, men det skal ske via skatten. Fjerner man børnefamilieydelsen for de rigeste, er det kun de rige med børn, der kommer til at betale.
Enhedslisten mener, at man kan forbedre livskvaliteten og serviceniveauet for de fleste mennesker ved at sikre alle ret til arbejde. Redskaberne til at opnå dette er f.eks. nedsættelse af arbejdstiden, bedre orlovsordninger og »skralde-mandsmodeller«, sammen med oprettelse af flere stillinger inden for det offent-lige. Klassekvotienterne i skolerne kan sættes ned, de ældre kan få bedre hjemmehjælp, normeringerne i daginstitutionerne forbedres, der kan oprettes tusindvis af job inden for miljø, og der er ledige stillinger i hospitalssektoren.
Det kræver selvfølgelig vilje til at oprette uddannelsespladser nok. Og at kommuner, amter og stat begynder at samarbejde om løsninger, i stedet for kun at tænke på deres egen pengekasse. Det koster mindre end 10.000 kr. årligt at fuldtidsansætte en arbejdsløs på dagpenge som hjemmehjælper, men det kræver at kassetænkningen (at stat, amter og kommuner tænker på hver sin »pengekasse« i stedet for at tænke på offentlige midler under et) stopper.
Enhedslisten har gang på gang påvist, at der kan oprettes mange nye job i det offentlige til en meget billig pris. En sådan oprustning af den offentlige service vil være til gavn for både de arbejdsløse, der får almindeligt arbejde, og for alle de borgere, der får bedre service, og for alle ansatte, der i dag har en alt for stresset arbejdsdag.
De sidste mere end 10 år har stået i tvangsaktiveringens tegn. Enhedslisten er imod tvangsarbejde. I stedet skal der oprettes reelle job, der sikrer arbejdsløse og bistandsklienter almindelige overenskomstmæssige vilkår. Vi tror ikke på, at nogen frivilligt vælger at være arbejdsløse og leve af arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp.
Socialreform ønskes! Den 1. juli 1998 blev bistandsloven afløst af 3 nye love – administrationsloven, retssikkerhedsloven og serviceloven. Forringelserne var større end forbedringerne. Især tvangsaktiveringen blev strammet. Hjemløse, der ikke har ret til en bolig, psykisk syge og misbrugere, der ikke har ret til en behandlingsplads, bliver tvunget i aktivering. Siger de nej, risikerer de at miste kontanthjælpen.
Der er brug for en rigtig socialreform, som bygger på hovedprincippet om, at alle borgere er selvstændige individer i social, økonomisk og retslig henseende. Det nuværende system er ydmygende og umyndiggørende.
Alle skal have ret til en grundydelse, som ikke må være mindre end den maksimale dagpengesats.
Socialkontorets rolle skal være at give folk personlige råd og støtte til at komme videre i deres personlige udvikling, og ikke mindst forstærke indsatsen over for truede og marginaliserede i alle aldre.
Alle skal have mulighed for at få et arbejde. Det er det offentliges ansvar at oprette særlige beskyttede job til personer, der har behov herfor, og at tilbyde revalidering til personer, der har brug for uddannelse eller arbejdstræning med støtte. Den grundlæggende holdning skal være, at der tages udgangspunkt i den enkeltes ønsker og ressourcer. Alle tvangssystemer har fanden skabt.
Solidaritet Opdelingen af befolkningen i A-, B- og C-hold skærper modsætningerne. Det er vigtigt at udvikle en ny solidaritet mellem de forskellige grupper ved at give alle lige muligheder for personlig udvikling. Ikke kun ved at give alle uddannelses- og arbejdsmuligheder, men også ved at der bliver bedre muligheder for at dele arbejdet og dermed også dele fritiden.
Udviklingen af private pensionsopsparinger truer den fælles folkepension. At blive gammel og have brug for pension er ikke kun et personligt anliggende. Det er et fælles ansvar, at alle har gode »levevilkår« – også i alderdommen.
Det er vigtigt, at alle – ikke kun de »udstødte« – holder sammen. Fagbevægelsen, sociale foreninger, partier m.v. må fastholde et solidarisk alternativ til forsøgene på at privatisere hele det sociale område. Den sociale solidaritet kan ikke overlades til staten alene.
Alle de mange frivillige organisationer, partier, fagforeninger og familier, der kæmper for fællesskab mellem mennesker, skal fastholde et uformelt netværk, der sammen med samfundets formelle netværk skaber tryghed for alle borgere.
Pjece, april 2001