Vi støtter de strejkende

Tir, 15/04/2008 - 17:48
Facebook
Twitter
Udskriv
Send som email
Flere
Emneord:

Pædagogmedhjælpere, sosu'er og sygeplejersker holder velfærdssamfundet i gang. De knokler til en alt for lav løn. Alligevel mener Fogh, at det er uansvarligt at give lønløft til de grupper. Men det er de strejkende, der tager ansvar for velfærden - ikke Fogh.

Gaver til de rige eller bedre velfærd
Vi har et valg mellem VK-regeringens gaver til de rigeste i samfundet eller at satse på velfærd. Enhedslisten har valgt side. Bedre velfærd kræver flere ansatte i den offentlige sektor, stop for privatisering og markedsgørelse af pasning og omsorg, opgør med regel- og dokumentationstyranniet samt mere brugerindflydelse.

11 mia. kr. til de lavtlønnede
Flere hænder og hoveder får man imidlertid kun, hvis det lykkes de offentligt ansatte at kæmpe sig til et betydeligt lønløft. Uden dette er enhver snak om at tiltrække mere arbejdskraft ren luftsteg og vindfrikadeller. Enhedslisten har konkret foreslået, at der afsættes en særlig pulje på 11 mia. kr. til stigninger for alle de lavtlønnede offentligt ansatte.

Ligestillingsaspekt
Det nødvendige lønløft har samtidig et ligestillingsaspekt. Forskellen mellem kvinders og mænds løn stiger i det danske samfund. Store grupper af de lavtlønnede offentligt ansatte som social- og sundhedsassistenter, pædagoger og sygeplejersker er oftest kvinder. Det er imidlertid afgørende, at også typiske mandefag som f.eks. politifolk skal have en tiltrængt lønstigning. Boblen der brast.

Enhedslisten fastholder krav om lønpulje
Enhedslisten fastholder kravet om en lønpulje. Villy Søvndal, Pia Kjærsgaard og Helle Thorning bliver konfronteret med deres valgløfter. Samtidig fortsætter vi presset i kommuner og regioner for at skaffe flertal bag kravet om, at folketinget må sikre, at der er penge nok til de nødvendige forbedringer for de offentligt ansatte. Forudsætningen for at disse parlamentariske initiativer bærer frugt er imidlertid, at de bakkes op af en aktiv bevægelse uden for Christiansborgs og rådhusenes mure.

Støt de strejkende hele vejen
Regeringen skal ikke gribe ind i konflikten, men skal afsætte de nødvendige penge, så kommuner og regioner kan opfylde de strejkendes berettigede krav. Vi støtter de strejkende hele vejen.