Den nye videnskabsminister kasserer sin forgængers planer om at indføre private universiteter i Danmark. Det er en sejr for oppositionen, mener Johanne Schmidt-Nielsen
”For nærværende agter jeg ikke at arbejde videre med spørgsmålet om private universiteter,” lød den nytiltrådte videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen svar på et spørgsmål stillet af Johanne Schmidt-Nielsen.
Blot få uger efter, at den konservative Sahl-Madsen har overtaget Helge Sanders post, dropper hun altså hans mangeårige planer om at lade udenlandske og danske firmaer oprette private universiteter i Danmark.
En stor sejr for uddannelsessystemet
Det er en stor sejr for det danske uddannelsessystem og princippet om gratis uddannelse til alle, mener Johanne og tilføjer:
- Det betyder, at vi nu kan koncentrere os om de ting, der er vigtige – eksempelvis at sikre den frie forskning. I stedet for at skulle bruge tid på en tåbelig Helge Sander-idé.
Den nye videnskabsminister er tilsyneladende enig, for et af hendes hovedargumenter for at skrinlægge planerne var netop, at der er vigtigere prioriteter.
Desuden så hun intet til hinder for, at samarbejdet mellem universiteterne og erhvervslivet skulle kunne styrkes uden private universiteter.
Håb om en ny kurs
Den overraskende beslutning giver håb om, at den nye videnskabsminister vil trække regeringens uddannelsespolitik i en mere positiv retning. En retning med respekt for grundprincippet om lige og gratis adgang til uddannelse.
- Det tyder på, at vi har fået minister med egne holdninger, når hun efter så kort tid på posten fuldstændig begraver den drøm, som Sander har arbejdet på i lang tid, mener Johanne.
- Så må vi bare håbe, at det også kommer til at gøre sig gældende på andre områder.
Læs forsidehistorien om sagen i dagens Information her.