Ytringsfrihed – også for imamer

Presset på ytringsfriheden har nu bredt sig til socialdemokraternes John Dyrby. Han bakker nu op om Pia Kjærsgaards ide om, at et antal danske imamer skal udvises af Danmark for ”landsskadelig virksomhed”.

Jørgen Arbo-Bæhr, Enhedslistens udlændingeordfører, siger:

- Forslaget om at smide imamerne ud af Danmark på grund af deres ytringer - uanset hvor dumme de måtte være - er noget af det værste man kan foreslå. Ytringsfriheden må selvfølgeligt også gælde for imamer. Ligesom den gælder for Jyllandsposten.

- Jeg ved ikke, hvad Pia Kjærsgaard og John Dyrby har forestillet sig. Det er ikke alene dobbeltmoralsk i forhold til ytringsfriheden. Det er samtidigt fuldstændigt uigennemtænkt i en situation, hvor vi har brug for fælles forståelse og forsoning.

- Forslaget om udvisning af imamerne vil bringe ved til bålet i den opblæste konflikt mellem danske magthavere og nogle muslimer. Det er stort set det værste, man kan gøre, hvis man mener ord som tolerance og åbenhed alvorligt.

- Min opfordring til Pia Kjærsgaard og John Dyrby er, at de bør tænke sig om en ekstra gang, og lade være med at lave politisk plat på den aktuelle konflikt.